Baetis rhodani

Baetis rhodani, han, imago. foto : Christian B. Hvidt.

Døgnfluen Baetis rhodani - eller som fluefiskeren kalder den - Large Dark olive eller Red Spinner, som er hunnen i spinnerstadiet, er hovedpersonen i dette drama fra vores barske virkelighed.

Vi er midt i august måned, og bækken har lige fået tilført frisk vand efter et par små regnskyl de seneste dage. Men det vil dog være synd at sige at vandføringen er stor. Snarere tværtimod, her efter en lang varm sommer. Ude i strømmen ligger en mindre sten med toppen fri af vandet. Den er ført hertil med isen under den sidste istid, og blotlagt af det rislende vand. Sådan et syn varmer jo om hjertet, og ganske rigtigt, i en lille fordybning i venstre side bag stenen står en cirka femten centimeter lang fisk, med nogle ganske pragtfulde prikker, i læ og skjul. På højre side, stadig i strømlæ, sidder en gråhvid masse af ganske små ovale æg. Der er vel en tre til fire tusinde stykker og de sidder fastklæbet til stenen i en dybde på omkring tyve centimeter.
Og det her skal i virkeligheden være historien om disse bittesmå æg.

Nymfetiden

Nymfe. foto : Christian B. Hvidt.

Tre uger senere har klumpen af æg skiftet kulør, og er blevet brunlig. Ser man meget nøje efter, virker det som om at æggene er ved at sprænges, og man kan se nogle små mørke væsener bevæge sig indeni. I løbet af de næste dage klækker alle æggene, og ud kommer nogle små døgnfluenymfer. De falder til bunds ved klækningen, og søger straks skjul blandt bundens sten og rådnende plantedele.
De næste par måneder er svære for de små nymfer. Ikke alene skal de finde føde og vokse sig store, men de efterstræbes også af mange rovdyr i vandet omkring dem, og de skal kunne leve i det til tider højst forskelligartede fysiske miljø det strømmende vand, og årstidernes skiften, giver.
Her i bækken er der, på dette tidspunkt, rigeligt med føde, som består af mikroalger og bakterier fra det organiske bundmateriale. Nymferne vokser godt til i starten af deres liv. Det virker næsten som om den ved hvad vinteren vil bringe, og instinktivt søger kræfter til dens komme.
Meget senere, i begyndelsen af marts måned møder vi lidt længere nede i strømmen nogle døgnfluenymfer fra vores istidssten. De er "driftet" herned i håb om et større fødeudbud, og det er også hårdt tiltrængt netop nu. Væksten har været langsom i vinter, så der er noget der skal indhentes.

Klækningen


Subimago, hun. Fra 'Dagsländor i öringvatten'	Han som gennemgår forvandlingen fra subimago til imago. Foto : Christian B. Hvidt.

Dagen er tiltaget med over seks timer siden december, og vandtemperaturen er oppe på ni grader. Hvad årsagen så end kan være, så har vores nymfer siden det sidste hudskifte, virket urolige og afventende. Ved middagstid den femogtyvende april ser man en nymfe, ja mange med den, stige til overfladen hvor en intens kamp for at overleve starter. Nymfehuden er revnet i ryggen, og man kan se et vinget insekt vrikke sig fri og efter et kort øjeblik frigøre sig fra vandoverfladen og flyve, ja snarere flakse, ind på bredden og sætte sig på et langt græsstrå. Det er lidt blæsende og overskyet, så døgnfluen med de blågrå matte vinger, og en brunoliven bagkrop, sætter sig i læ under strået.

Sværmning


Imago, han. Fra 'Dagsländor i öringvatten'	Imago, hun, foto : Christian B. Hvidt.

Den næste dag er vejret fint, og sidst på eftermiddagen ser man et smukt og graciøst insekt lette fra græsstrået, og flyve med lette vingeslag op mod strømmen. Er dette den samme døgnflue, som dagen før klækkede fra vandet?
Vingerne er klart gennemskinnelige, og bagkroppen næsten gennemsigtig brunrød, og dog er det den samme. Under strået hænger en tom hud efter en sidste forvandling til den nu forplantningsdygtige døgnflue. Den lever fra dette tidspunkt kun med et mål, nemlig at sikre artens videreførelse.
Lidt længere oppe ad strømmen er et fantastisk skuespil i gang. En stor flok døgnfluer, alle hanner, svæver cirka en meter over vandoverfladen. De bevæger sig langsomt opad til omkring fem meters højde, hvorefter de falder igen samtidig med at de bevæger sig lidt længere op langs strømmen. Dette gentager sig igen og igen, og imedens denne særprægede "dans" foregår, spejder de mange hanner med deres store "turbanøjne" efter hunner.
Døgnfluen fra græsstrået, som er en hun, har nu næsten nået flokken. Pludseligt forlader en stor han flokken, og griber den nedefra om forbrystet med sine lange forben. Parringen gennemføres i luften, medens hun synker mod jorden, tynget af byrden.

Slægten er sikret

Står man i strømmen, en dag med sværmning kan man opleve hunner forsøge at lægge æg på støvlerne.
Foto : Christian B. Hvidt.

Efter parringen, og et kort hvil, flyver hun ud på en sten fra sidste istid, som ligger ude i bækken. Det er nu ved at være sent. Med hovedet først, kravler hun på stenen, ned under vandet. Der går nogle få minutter, og hun har nået en dybde af næsten tyve centimeter fra overfladen. Her begynder hun æglægningen ved at bevæge bagkroppen fra side til side. Æggene kommer frem mellem to af de sidste bagkropled, og fæster straks på stenens overflade. Samtidig bevæger hun sig lidt fremad, og starter på en ny række.
Mange af disse æg vil, om alt går vel, i løbet af sommeren som nymfer vokse sig store, og allerede til efteråret flyve som fuldt udviklede insekter. Langsomt flyder hunnen, udmattet efter æglægningen, mod overfladen og ned ad strømmen.

I samme øjeblik skyder en stor mørk skygge frem fra den modsatte side af stenen, og i et nu er døgnflue hunnen forsvundet for stedse. Tilbage er kun nogle ringe på overfladen som hastigt udviskes af strømmen.

Lars B. Hansen

Litt : 'Dagsländor i öringvatten' Bengtsson/Boström 1979, Forlag Scandinavian Flyfishing.
Kan købes gennem tidsskriftet "Flugfiske i Norden".